lørdag den 27. november 2010

Julen er på vej!

Så er julen endelig begyndt at titte frem; i morgen er det første søndag i advent. Herhjemme har dagen også stået i julens skød. Formiddagen brugte vi inde i byen med at snuse lidt rundt, kigge på mulige julegaver og så fik jeg et par rigtig lækre vinterstøvler af min dejlige kæreste! Er simpelthen bare så glad for dem, de er supervarme! Det trængte jeg godt nok til! Senere fik vi besøg af mine søde svigerforældre, som havde adventsgaver med. I den anledning havde jeg lavet lidt konfekt, små marcipan juletræer med pistace og chokolade, cornfakestoppe pebernødder - de lækre efter opskriften fra Lagkagehuset, som Newyorkerbyheart har postet. De er simpelthen så gode, jeg har aldrig kunne lide pebernødder før jeg prøvede den opskrift!

Juletræerne er lavet en opskrift fra Odense:
200 g hvid Chokolade
1 dl piskefløde
200 g ren Rå Marcipan
50 g pistacienødder
100 g mørk Overtræk

Hak hvid chokolade fint og varm den op med piskefløden under omrøring.
Afkøl cremen lidt i køleskabet.
Rul marcipan ud i en firkant på ca.
12 x 25 cm, og læg det i en passende rektangulær form.
Smør cremen på marcipanen, drys med ristede hakkede pistacienødder og sæt på køl.
Når massen er kold, udskæres den i trekanter, og bundene dyppes i smeltet mørk overtræk.

Odenses opskrift siger godt nok, man ikke skal bruge saltede pistacenødder, men det har jeg nu gjort. Jeg synes det giver en rigtig god smag til marcipanen, er der lige er lidt salt med. Og jeg har så hakket dem i en minihakker, så de nærmest blev helt pulveragtige, det giver et lidt bedre look, efter min mening.

Cornflakestoppene, det er såmænd bare mælkechokolade der er smeltet over vandbad med lidt smør, lidt vanillesukker og lige en lille squis fløde blandet i, og så en passende mængde cornflakes og lagt som små toppe på et stykke bagepapir, så de stivner. Jeg dryssede dem med lidt flormelis til sidst, så de så lidt julede ud. Det er i hvert fald et stort hit herhjemme!


Sammen med konfekten her, så lavede jeg også en New Yorker Cheesecake med Kakifrugter ovenpå. Det er simpelthen den lækreste cheesecake, især fordi den kan varieres så meget! Opskriften er oprindeligt en, jeg fandt på nettet et sted, men har så selv modificeret den efter min egen smag - for i min verden er simpelthen ikke noget bedre end cheesecake!

Bund:
½ pakke digestive kiks
Smør
50-80 gram sukker, alt efter hvor sød en tand du har.
(I dag lavede jeg den så en smule julet; tilføj ½ tsk kardemomme, ½ tsk stødt ingefær og 1 tsk kanel i blandingen).

Kiksene knuses (nærmest til pulver) i en skål og resten af ingredienserne blandes i. Smør tilsættes lidt efter lidt inden blandingen er klistret og jævn. Dette lægges i bunden af en springform eller et ildfast fad og presses jævnt ud med en ske. Sættes på køl, gerne natten over.

Fyld:
400 gram naturel flødeost (philadelphia's er bedst)
3 3/4 dl sukker
2 dl mælk
2½ dl cremefraice (gerne 9 eller 18%)
Vanilleessens
1/3 dl mel
4 æg.

Sukker og flødeost røres sammen til massen er blød. Resten af ingredienserne blandes i og hældes derefter over den nedkølede bund. Kagen bages i oven ved 180 grader (almindelig ovn) i godt en time. Hold øje med den, den må gerne blive lidt mørk ude i kanten, men det skal ikke være sort - man kan nemlig bare skære det mørke af. 

Jeg dækker den som regel af med en form for frugt, især blåbær og jordbær sammen er rigtig godt, men i dag brugte jeg kakifrugter og så fik den lige et par chokoladestriber til allersidst.


I går aftes var vi ude at besøge mine forældre - de bor helt ude ved østkysten så det var lidt "spændende" at køre derud i bil. Vejene var fuldstændig dækket i sne og det føg fra markene overalt, så det så godt nok vildt ud - nok vildere end det egentlig var. Men derud, det skulle vi nu. Jeg skulle nemlig lave adventskrans sammen med min mor, så jeg kunne være helt klar til i morgen. Det var en superhyggelig aften med god mørbrad og lækker rødvin! 


Og så kommer der lige et billede af mine fine nye støvler og af min udsigt her fra lejligheden, nu hvor alt af dækket af sne. Og sidst men ikke mindst et af selveste julemanden, som Aalborg havde besøg af i dag sammen med sit spillende nisse-optog. Simpelthen så fint og hyggeligt!!


1 kommentar:

  1. Sikke en fin blog du har fået herinde :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet